marts 23, 2016

Klynkefri Zone, tak! Fordi klynk bare er irriterende

Klynkefri Zone

På en helt almindelig rejse gennem Danmark med bus og færge kommer du på tæt hold af en helt bestemt type af børn.

De evige klynkere.

Du kender dem sikkert godt – det er helt normalt fungerende børn, hvor enhver kommunikation med forældrene foregår med en tynd, pibende, klynkende stemme.

På en enkelt tur overhørte jeg adskillige unger, der alle havde samme klynkende, klagende tonefald rettet mod forældrene:

  • Ej altså, hvorfor skal JEG bære den tungeste taske, det er bare så uretfærdigt… Moooar, jeg giiiider ikke. Hvorfor kan DU ikke bære den… (Tasken var på størrelse med en ipad…)
  • Jeg VIL bare have den is, far. Jeg VIL, jeg VIL, jeg VIL… Dumme far, du er den dummeste lortefar i hele verden. Åhhh, må jeg ikke godt? Hva far? Hva? Må jeg ikke godt få den is? Giv mig så den is (forestil dig her, at klynkeriet går over i lettere hysteri). Og forestil dig også, at selvsamme pige lidt senere står med en meget stor is i hånden… True story.

Se, det er ikke fordi, jeg ikke selv har stået med en af mine unger, der har forsøgt sig med klynk. Det har jeg – jeg tror det er indbygget i børns arsenal af våben rettet mod forældre.

Forskellen er måske bare, at vores hjem altid har været erklæret for Klynkefri Zone. Både min mand og jeg har en nærmest ikke-eksisterende tolerancetærskel overfor klynk.

Faktisk har ungerne lært, at uanset hvad du gerne vil opnå, så er svaret, hvis du klynker, NEJ.

Moooaaarrr, må jeg ikke godt børste tænder og gå i seng, hva??? NEJ

Samtidig har de lært, at du kan få lov til utrolig meget, hvis du spørger på en ordentlig måde, og hvis du argumenterer for din sag.

Det giver meget lidt klynkende unger, men til gengæld har de ofte så gode argumenter, at jeg kan komme helt til kort. Det må jeg så leve med.

Men jeg undrer mig i mit stille sind over de forældre, der helt hjælpeløst giver efter og accepterer al klynkeriet.

Hvordan hulan holder de det ud?

Jeg får noget, der minder om Tinnitus og hovedpine bare efter et par minutter. Hvordan (og måske snarere hvorfor) klarer man en helt bustur fra Valby til Odden med en klynkende 6-årig ved sin side?

Hjemme hos os er noget nær det værste, man kan blive udnævnt til Klynkovitch. Er man en Klynkovitch, har man tabt på forhånd, lige gyldigt hvor god en sag man har.

Og hvem gider ud over forældrene lægge øre til Klynkovitch?

Jeg mener decideret, at man gør sine unger en bjørnetjeneste ved at se passivt til i stedet for at stoppe det. Forklar i stedet ungerne, hvor irriterende det er, og hvor træls de er at høre på.

Jeg er for eksempel ikke hævet over at opføre en sand klynke-parodi overfor mine unger for at vise, hvor irriterende det ville være for dem: Ej, kooom nuuu, lav nu de lektier. Du er bare så tarvelig, hvis du ikke gør det. Kom nu, gør det nuuuuu….

Men hvad siger du – er jeg for hård en negl, eller kan du se ideen med klynkefri zone?

Del med dit netværk

Click Here to Leave a Comment Below

Leave a Reply: