marts 17, 2016

Du kan tage skade af mobning – både på kort og lang sigt

Du kan tage skade af mobning

Jeg lovede, da jeg startede bloggen her, at det ville blive en blanding mellem let og tungt. Det lidt tungere kommer blandt andet her. Indlægget er en redigeret udgave af et Google+ indlæg, jeg udgav i 2014, men som desværre stadig er aktuelt.

Det handler om mobning og hvad mobning kan føre med sig på længere sigt. Det er et meget personligt indlæg, der giver dig indblik i min barndom og de oplevelser, jeg fik med mig derfra. Indlægget kommer her:

Advarsel – historien her er ikke som de historier, jeg normalt deler, og den er lang. Men pointen er vigtig, så hvis du har mod på det, så hæng på.

Det er en historie fra det virkelige liv. Min datter på 10 kom grædefærdig hjem fra skolen en dag. Hendes lærer havde fortalt hende, at mennesker, der er blevet mobbet i skolen, har en højere risiko for at dø af hjertesygdomme og blodpropper.

Se, min datter bliver ikke mobbet, men hun var dybt bekymret over mig. Jeg har nemlig fortalt hende og mine andre to døtre, at jeg blev mobbet i skolen, og det har jeg gjort for at de ikke selv kommer ud i at mobbe andre og sådan at de siger til, hvis nogen mobber dem.

Jeg ryster ikke i bukserne over det med hjertesygdomme – indtil det modsatte er bevist, så har jeg planer om at blive mindst 100 år.

Men det fik mig til at tænke på, at der altså ER konsekvenser af mobning. Også langtidskonsekvenser. Måske ikke konsekvenser, der er dødelige, men som alligevel har stor indflydelse på, hvordan resten af ens liv forløber.

Årsagen til min mobning var bl.a. at min familie var nogle mærkelige tilflyttere til en mindre jysk provinsby. Vi taler ca. midten af halvfjerdserne. Min far var mere velhavende end gennemsnittet i byen, og selvom det ikke var tydeligt i dagligdagen, så boede vi i et større hus end gennemsnittet, kørte større biler end gennemsnittet, og tog på skiferie lang tid før det blev moderne og almindeligt i provinsbyen.

Jeg nægtede også at bøje nakken for janteloven i klassen – ikke nok med at jeg kom brun hjem fra ferie i februar (det var endda før, der overhovedet fandtes vinterferie fra skolen), næh,  jeg kom oven i købet hjem med et par kridhvide moonboots med regnbuestriber på. Det var nok det mærkeligste, man længe havde set i den lille by. Og “mærkeligt” var ikke acceptabelt – der var desværre ikke så højt til loftet i provinsen dengang.

Så jeg kunne måske have valgt at opføre mig lidt mere ydmygt og diskret, men jeg havde heldigvis fra starten en indgroet tro på, at det ikke var mig, der var noget galt med. Jeg husker, at jeg tænkte, at når bare jeg bliver voksen og selv kan bestemme, så vil alting blive bedre. Så kan jeg tage et sted hen, hvor der er plads til mig og hvor jeg selv kan sætte kursen.

Men det er en lang barndom med ensomme frikvarterer og meget få legeaftaler. Der var en udpræget grad af svigt fra forældre, der kiggede den anden vej og lod som ingenting, og lærere der overså de tydelige tegn på, at et barn blev mobbet i klassen. Og min egen ide om, at det var så flovt, at jeg for ingen pris ville tale med en voksen om det. Og de voksne, der var lettede over, at de slap for at håndtere problemet. Jeg lærte mig kunsten at græde så lydløst som muligt, så det ikke påkaldte sig for meget opmærksomhed.

Det virker sært set med nutidens øjne, men jeg ved, at jeg ikke er den eneste med den oplevelse. Mobning var ikke noget, man forstod og ikke noget, der havde den store fokus.

Jeg havde oven i købet lærere, der deltog i mobningen. Jeg havde en lærer, der nærmest opførte en hel sketch over mit tilsyneladende flashy overklasseliv, en gang hvor jeg ikke var i skole. Det gav stof til mange ”sjove” øgenavne og hånlige grin fra de groveste af mine klassekammerater bagefter.

Det er jo en ringe trøst for det mobbede barn, at de værste piger jo ikke var så hulens seje, når det kom til stykket. Den ene hutler sig nu igennem i selv-samme by som enlig mor til et par børn og med nedadgående succes i arbejdslivet. En anden er også stadig i byen og lever et ensformigt liv i et hus i kort distance fra det hun voksede op i. Så der er ikke meget at misunde der, og selvom jeg allerede dengang havde på fornemmelsen, at det var sådan det ville gå, så var det værdiløs viden, når man stod som 10-årig alene omringet af ondskabsfulde råb og kommentarer.

Langtids-konsekvenserne af mobning, som jeg taler om, er flere end man lige skulle tro. Og det på trods af, at mange i min omgangskreds nok vil være forbavsede over at høre, at jeg blev mobbet så eftertrykkeligt som barn.

Jeg er godt nok det, jeg selv beskriver som udadvendt introvert, men jeg er glad talende, har nemt ved at grine og elsker at sætte fut i mine omgivelser, så alt er vel i den bedste orden?

Der er nogle områder, hvor jeg nu VED, at min reaktion skyldes mobningen. Lad mig give et par eksempler:

Jeg er generelt meget mistroisk, når nogen vil være ven med mig. Jeg har tillært mig at være åben overfor andre, men der er et panser klar lige under overfladen. Det er simpel selvbeskyttelse fra alle de gange, hvor de værste plageånder foregav at være min ven, for derved at bruge min fortrolighed i mod mig dagen efter i skolen. Det gør nas, og så lærer man at passe på. Det er bare ikke så praktisk, når man gerne vil lære andre mennesker at kende. Og det kan i den grad af andre mennesker forveksles med arrogance.

Jeg har indtil fornyligt ikke helt selv forstået min indgroede afsky over for spil, teater og optræden ved fester og lignende. Jeg har ikke problemer med at grine af mig selv, så hvad er problemet? Det er gået op for mig, at det giver kedelige flashbacks til ydmygende seancer, hvor alt blev brugt imod en, så der lærer man også at lukke ned. Følelsen er selv efter så mange år momentant tilbage, når der inviteres til sjove festlige lege ved forskellige arrangementer.

Jeg fungerer kun med kvinder i flok, når der er tale om bramfri og lige ud af landevejen damer, der kalder en spade for en spade. Dem kender jeg heldigvis masser af, men det tager mig kun ca. 10 minutter at blive Lise, 7 år og alene i verden, når jeg er i selskab med kvinder af den type, der går på toilet to og to og altid vogter på hinandens intentioner.

Jeg bliver beskyldt for at være en kæmpe flirt, og det kan der godt være noget om, men det er ikke tilfældigt, at jeg tit til fester ender med at stå og grine og lave vitser sammen med de mandlige gæster, mens kvinderne i selskabet er i gang med at dissekere en fælles venindes virkelige agenda, da hun meldte afbud til festen. Drenge og mænd kan også mobbe, men det er desværre min erfaring, at mit eget køn er langt mere ondskabsfulde, når det kommer til mobning.

Så det er ikke uden omkostninger, når der tales om mobning. Om det ligefrem fremkalder blodpropper og lignende, skal jeg ikke gøre mig klog på, men bekæmpes skal det, hvis du spørger mig.

Del med dit netværk

Click Here to Leave a Comment Below

Leave a Reply: